Tidligere udstillinger:

Tove Lundby Thorvaldsen Møller

Søndag, den 31. august til søndag, den 12. oktober 2008

Tove Lundby Thorvaldsen Møller er født 1960 i Galten. Hun er uddannet Kunstterapeut ved Institut for analytisk kunstterapi, Ulriksholm 1993 og æstetisk billedpædagog, Peter Sabroe seminariet, Århus 2005.

I øjeblikket er hun i gang med en læreruddannelse med billedkunst som linjefag. Igennem mange år har hun arbejdet med sit helt eget udtryk gennem forskellige medier, og hun har fulgt et hav af kurser i diverse teknikker og arbejdsmetoder: akvarel, olie, akryl, silke, ler, porcelæn, skulptur, bla. På Århus kunstakademi. I en årrække har hun selv udbudt malekurser og individuel vejledning, hvor det terapeutiske rum været i højsæde.

Mossø: Fra atelieret er der et skue ud over de østjyske marker mod Ejer Bavnehøj, og drejes blikket kommer Mossøs bølgende vand til syne. Scenariet ligger mellem Ry og Skanderborg, og det er i dette område Tove Lundby Thorvaldsen Møller har fundet inspiration og fragmenter til sine værker. Til september kan man opleve hendes arbejde på Galleri Gemini i Låsby, hvor hun udstiller frem til 12 oktober.

"Jeg arbejder meget med at zoome ind på ting jeg finder og herfra tage mit afsæt. For eksempel bruger jeg en rusten kapsel, som jeg fandt på parkeringspladsen uden for Skanderborg Kulturhus", fortæller Tove Lundby Thorvaldsen.
Kapslen var helt fladkørt og udgjorde ikke nogen som helst værdi, men den startede alligevel nogle tanker hos kunstneren.
"Den var smidt der som et stykke affald, men nu har den en ny form og en ny funktion i mit arbejde. Sådan er det med mange ting, vi ikke anser for noget - alt har en værdi, hvis man kigger under overfladen ", mener Tove Lundby Thorvaldsen.

Der indgår også fund fra søbredden ved Mossø i kunstnerens værker, som er kreeret gennem de sidste to år. "Naturen optager mig meget, hvilket man vil kunne se i flere af mine malerier og kollager", fortæller hun.

Det er dog ikke de klassiske landskabsmalerier, man kan få at se på udstillingen i Låsby. Til gengæld kan man opleve naturen zoomet helt tæt på i form af et blad, en tangplante eller en stens overflade. Der er fernisering på udstillingen 31 august fra kl. 14- 17 alle interesserede er meget velkommen.

Her vises nogle af Tove Lundbys malerier:









© Tove Lundby Thorvaldsen Møller
Mossøbrå 27
8660 Skanderborg
Tlf: 86893434
e-mail: toveogpoul@yahoo.dk